da-DKkl-GLen-GB

Nyheder

En ekstra hånd, barrierer og den gode vilje

Published on 03 December 2014

En ekstra hånd, barrierer og den gode vilje

Der blev talt om muligheder og begrænsninger, regler og initiativer, motivation og praktiske eksempler, da et halvt hundrede deltagere fra både selvstyre, kommuner, virksomheder og NGO’er var en del af konferencen Det Rummelige Arbejdsmarked onsdag den 26. november i Nuuk.

 

Konferencen var arrangeret af CSR Greenland, og Kommuneqarfik Sermersooqs borgmester Asii Chemnitz Narup satte disse ord på emnets vigtighed:

”Vi efterlader stadig for mange, som har mistet en mere permanent tilknytning til arbejdsmarkedet – eller aldrig har fået adgang til arbejdsmarkedet. Jeg tænker på de langtidsledige, på de personer der kun har en delvis arbejdsevne og på de unge, der slet ikke har fået fodfæste på arbejdsmarkedet. At gøre noget grundlæggende og blivende ved den situation kræver et inkluderende og rummeligt arbejdsmarked. Det skabes først og fremmest gennem nye samarbejdsformer mellem private virksomheder, det offentlige og de faglige organisationer. Lad mig gøre det klart: Det haster! Derfor er jeg oprigtig glad for at I har valgt at tage netop det emne op i dag. Det er mit håb, at dagen vil vise en vifte af nye muligheder.”

Borgmesteren benyttede konferencen som anledning til, på vegne af kommunen, at underskrive en aftale med Grønlands Arbejdsgiverforenings lokalafdeling i Nuuk. Aftalen har fået navnet ”Revalideringsprojektet En Ekstra Hånd” og går kort fortalt ud på, at parterne forpligter sig til at finde arbejdspladser til ledige personer, der opfylder betingelserne for at komme på revalidering. Succeskriteriet er, at 20 revalidender kommer ud i virksomhederne inden 31. december 2014, og at 75 kommer ud i løbet af 2015.

Ejer og direktør Peter Knudsen fra det danske firma Altan.dk fortalte om en række af de konkrete, særlige aftaler og ordninger, nogle af hans medarbejdere er ansat på og som i 2011 resulterede i, at virksomheden modtog CSR People Prize, der også kaldes erhvervslivets ridderkors for social ansvarlighed.

Et mere lokalt eksempel er de grønlandske brugser, Kalaallit Nunaanni Brugseni, hvor salgschef Brian Weuge Chemnitz fortalte om flere steder på kysten, hvor medarbejdere er ansat på særlige vilkår.

HR chef Helena R. Kristiansen fra Royal Arctic Line var blevet bedt om at holde et oplæg om de udfordringer, der kan være lokalt og hun fortalte om udfordringerne, da Royal Arctic Line bad kommunen om hjælp til at finde ti stewardesser til passagerskibet Sarfaq Ittuk.

”Ud af 20 henviste, der kom til samtale hos os, endte vi med kun at kunne bruge en enkelt, der så til gengæld nu er ansat hos os på helt normale vilkår. Det forløb lærte os noget om, at vi skal være bedre til at formulere, hvad vi har brug for – og hos kommunen er det vigtigt at disse informationer også gives videre til de sagsbehandlere, der har med de pågældende at gøre” forklarede Helena R. Kristiansen.

Andre oplægsholdere var Lotte Frank Kirkegaard fra CSR Greenland, Anne Mette Christiansen fra Deloitte Sustainability, Grethe Nielsen fra Kommuneqarfik Sermersooq og Pernille Risgaard fra P&Co.

Konferencen sluttede med en workshop, hvor deltagerne i grupper talte om barrierer og muligheder i forhold til at bidrage til et mere rummeligt arbejdsmarked, og flere gik hjem med helt konkrete ideer til, hvor i deres egen organisation, der måske kan skabes plads til at lukke flere ind på arbejdsmarkedet.

Comments (0)Number of views (3256)

Author: CSR Greenland

Categories: Uncategorized

Tags:

CSR Greenland       Jens Kreutzmannip Aqq. 3     Postboks 73     3900 Nuuk     csr@csr.gl     +299 363716

 

CSR Greenland       Jens Kreutzmannip Aqq. 3     Postboks 73     3900 Nuuk     csr@csr.gl     +299 363716

 

onitsuka tiger singapore kate spade uk billig nike free zapatillas running asics hollister outlet asics nimbus abercrombie uk nike free tilbud